Det er meget svært at vænne sig til at være invalid atlet fra at være topatlet. Jeg siger det bare. Men det er min situation. Fra at have været en af landets bedste ryttere er jeg nu endt i rullestol, fordi jeg var uheldig: Hesten blev skræmt. Jeg var uopmærksom. Og bum – der lå jeg med en brækket ryg. En total lammelse fra livet og nedefter.
Det betyder ikke, at jeg ikke kan ride. Det kan jeg godt. Men det bliver på nogle andre heste og under helt andre forhold. Så her er det afgørende: Hvad tæller mest? Oplevelsen sammen med hesten? Eller det, at jeg for styrket mit ego og viser omverdenen, at jeg stadig kan kontrollere en hest – på trods af lammede ben? Jeg har valgt det første: Oplevelsen sammen med det noble dyr.
Ud i skoven i kørestol
Til gengæld har jeg fundet en anden sport, hvor jeg virkeligt kan få lov til at vise omverdenen, at jeg er i kontrol og kan styre tingene: Det handler om kapløb. Orienteringsløb i skovene. På strandene og markerne. Det har krævet noget af mig: Først, at jeg skulle lære at køre stærkt med en rullestol. Dernæst skulle jeg lære at køre en terrængående kørestol. Det er ikke helt nemt. En terrængående kørestol opfører sig lidt anderledes end en kørestol, der kan anvendes til normalt brug – både indendørs og udendørs. Det har noget at gøre med vægtfordelingen og hvordan stolen svinger.
Næsen i jorden
De første gange jeg forsøgte at køre hurtigt i en terrængående kørestol, endte det altid med, at jeg lå et eller andet sted på en skovsti med næsen i en bunke blade. Dejlig duft af jord og fugt, men ikke så rart i længden. Nu har jeg så fået styr på det. Det fungerer godt for mig efter adskillige køretimer. Det bedste er, når der er terrænkørsel i skovene. Her er udfordringerne større, fordi du kan ikke altid se skovbunden. Lige nu er vi et hold, der træner til at skulle med til de Nordiske mesterskaber. Kortere distance: 5 km orienteringsløb. Ingen af os kan bruge vores ben.
Vi er blevet klassificeret i en særlig gruppe, der kun består af mennesker, der ikke kan bruge benene. Det sætter os på lige fod med hinanden. Og jo, det bedste er, at vi er blandede hold: Kvinder og mænd på samme hold. Det handler nemlig meget mere om teknik end om styrke.
Kørestole der kan klappes sammen
Hvis vi får en god placering, så har jeg lovet mig selv, at jeg skal investere i en ny terrængående kørestol. En af de der letvægtere, der bare er dødsmarte og kommer i flere forskellige designs – nogle er faktisk sammenklappelige kørestole! Det bliver bare fedt. Og jo, holdkammeraterne vil naturligvis blive lidt misundelige, men mere glade på mine og holdets vegne. Fordi vi får jo en ekstra sprinter med på holdet.
Nej, mit liv er ikke ødelagt, fordi jeg ikke kan ride på konkurrence plan længere. Tværtimod: Der er så mange andre ting at opdage og at udføre, at et snævert syn på en dum ulykke slet ikke er værd at beskæftige sig med længere – for mig.
